Mens mange holder ferie, er der fuld gang i vandhusbyggeriet.
De to varmtvandsbassiner er næsten klar til brug; ventilation installeres i denne uge, vinduer sættes i og den indvendige trappe rejser sig flot i den kommende foyer.

Hovedbygningen og Vandhuset er nu blevet koblet sammen, så vi begynder at fornemme et sammenhængende idræts- og kulturhus. Fra Grønsund, den store hal, er en stor rude fjernet, og her er sammenkoblingen synlig inde fra DGI Huset.

 

Særligt de to varmtvandsbassiner er et omdrejningspunkt for udvikling af aktiviteter, der skal være klar til præsentation i forbindelse med husets åbning d. 22. december. Svømmehallens personale deltager løbende i kurser og temadage, og i øjeblikket har vi meget fokus på de nye muligheder for aktiviteter, sjov og træning, som det nye Vandhus giver os. I slutningen af oktober tager medarbejderne i DGI Huset sammen med 350 andre vandinteresserede til Aqua Inspiration 2017. Temadagene arrangeres af Dansk Svømmeunion og DGI Svømning og foregår i Esbjerg. Kurset skal gøre os knivskarpe på de nyeste trends, og arrangørerne lover, at vores vanetænkning bliver udfordret.

 

Entreprenøren er langt med facadebeklædning, og om få uger påbegyndes anlægsarbejdet af forpladsen. Vi håber på så få gener for brugere og gæster, som muligt.