En enstemmig bestyrelse i DGI Huset har besluttet at ansætte Bjarne Malmros som ny
direktør.

Bjarne Malmros er 58 år og er kendt ansigt i Vordingborg. Siden 2002 har Bjarne været
ansat som kultur- og fritidskonsulent i Vordingborg Kommune og inden fungerede han som
viceinspektør i Vordingborg Ungdomsskole. Bjarne er uddannet folkeskolelærer.

Bjarne Malmros udtaler:” Jeg glæder mig til at overtage ansvaret for den fremtidige
udvikling af DGI Huset Vordingborg. På trods af de udfordringer, der har været i
forbindelse med opstarten af Vandhuset, ser jeg store muligheder for at udvikle DGI Huset
til et samlingspunkt for forenings- og kulturlivet i Vordingborg Kommune og jeg vil arbejde
på at udbygge relationerne til de lokale uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet. Jeg går
til opgaven med ydmyghed, men har tiltro til, at DGI Huset bliver et fyrtårn i Vordingborg
Kommune”.

Uffe Nielsen, formand for DGI Huset Vordingborgs bestyrelse siger: ”En enig bestyrelse
har blandt de 31 ansøgere valgt Bjarne Malmros som ny direktør. Bestyrelsen har stor
tiltro til, at Bjarne med sin personlighed, erfaring, ildhu og lokalkendskab er den rigtige
person til at drive DGI Huset frem og udvikle de potentialer, som DGI Huset har til glæde
for Vordingborg Kommunes borgere. Bestyrelsen ser frem til samarbejdet med Bjarne”.

Bjarne tiltræder stillingen 1. januar 2019.